KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Hvilken rolle spiller de censurerede udstillinger?

Interview med Trine Rytter Andersen. Af Torben Sangild. August 2015

KEs bestyrelse har som optakt til Kunstnernes Efterårsudstilling 2015 bedt Torben Sangild interviewe Trine Rytter Andersen. Vi ønsker med dette interview at sætte fokus på, hvilken rolle censurerede kunstudstillinger har på samtidens kunstscene. Kunstnernes Efterårsudstilling har en lang historie og tradition og for at bevare denne tradition i en nutidig form, mener vi, at en vedvarende diskussion af udstillingens format og funktion er afgørende.

1. Fra mandehørm til professionalisering – Udviklingen i de censurerede udstillinger

Du har fulgt de censurerede udstillinger gennem en årrække i forskellige positioner.
Hvad er dine erfaringer og iagttagelser?

Jeg har som ung kunstner-novice selv en gang søgt optagelse på KP og fik afslag. Dengang var jeg meget stødt på manchetterne, men da jeg senere fik adgang til undervisning og derefter kom ind på Det Jyske Kunstakademi, kunne jeg sagtens forstå, hvorfor mine romantiske smørerier ikke fik adgang til de hvide vægge.

Jeg var i slutningen af 1980'erne såkaldt 'indslæber' for Kunstnernes Påskeudstilling under censureringen, og det var en hårrejsende oplevelse at se, hvor grov en tone, der herskede blandt de mandlige kunstnere, som dengang var censorer. Det var simpelthen en opvisning i territorieafpisning og æstetiske magtkampe på bekostning af seriøsiteten. Det kammede over i total latterliggørelse af indsendte værker.

Det år lavede man en opdeling af de udstillede genstande i en dame- og en herreafdeling, fordi censorerne mente, at de blot ved at se på billederne kunne afgøre kunstnerens køn. Da de bagefter fik lov til at se, hvem der havde lavet hvad, måtte de erfare, at de mest 'rædsomme og kvindagtige' værker faktisk var lavet af mænd. KPs bestyrelse var heldigvis frisk nok til at holde censorerne fast på deres ide, som de havde håbet ville afsløre, hvor latterligt elendige kvinder er til at lave kunst. I stedet udstillede de deres egen fordomsfuldhed til stor moro for både kunstnere og publikum.

Da jeg gik på Det Jyske Kunstakademi i slutningen af 90'erne, fik vi at vide, at det var 'uprofessionelt' at ansøge de censurerede udstillinger, så det var noget man gjorde uden at sige det højt. Hvis man så blev antaget, måtte man tage det med oprejst pande, hvis det blev opdaget af en lærer på en rundtur, hvor vi så på det formastelige værk og vurderede dets kvaliteter eller mangel på samme.

Der var også dengang en sjov ambivalens i forhold til det pointsystem, som kunne give 'rene amatører' en indgang til kunstverdenen. Dengang var nogle af mine undervisere særdeles optagede af med alle midler at begrænse rekrutteringen af kunstnere, fordi det danske kunstmarked er så relativt lille. Moralen var, at jo færre kunstnere, des større et stykke af kagen var der til den enkelte.

Siden 2011 har jeg fungeret som moderator ved de såkaldte censor-, solo- og spring-talks i forbindelse med Kunstnernes Påskeudstilling, SPRING og SOLO. Jeg var i 2014 censor ved Nordkraftudstillingen i Kunsthal Nord, her stod jeg desuden for ophængning, pressehåndtering og for censortalk.

Gennem censor-snakkene har jeg erfaret, at de kunstnere, gallerister og teoretiker, som i de senere år siger ja tak til at være censorer, alle går helhjertede ind i opgaven, som de løser i fin kollegial forståelse og med stor nysgerrighed og professionalisme. Der er med andre ord sket en professionalisering. Det er set i lyset af scenariet fra sidst i 1980erne, også stærkt tiltrængt.

2. Hvorfor?

Hvorfor søger kunstnere ind på de censurerede udstillinger?
Hvilke forskellige grunde kan der være?

Nogle søger, fordi de går på uddannelser, som ikke automatisk giver points og derfor ikke giver adgang til BKF (Billedkunstnernes Forbund).

Andre kommer fra anerkendte uddannelsesinstitutioner, og de søger, fordi de har noget på hjerte og ønsker det bedømt, vist offentligt og skrevet på CVet.

Andre igen er lidt ældre kunstnere, hvis værk har taget en ny drejning, og som derfor forsøger at tiltrække sig ny opmærksomhed af denne kanal.

Så er der de helt vilde og meget sjældne skud i bøssen, som er folk uden nogen som helst skoling, der bare går og nørder med et eller andet excentriskt og skønt, og som overrumpler censorerne, fordi ingen har set magen, eller fordi ingen kunne forestille sig, at dette fandtes.

Endelig er der 'de glade amatører', hvoraf nogle søger, fordi de vitterlig er overbeviste om, at de kan gøre det mindst lige så godt som de uddannede, mens andre lidt mere ydmyge søger fordi, de er i tvivl om deres kunstneriske værd og derfor ønsker en faglig bedømmelse.

Hvilken rolle spiller de censurerede udstillinger i dansk kunstliv?

De censurerede udstillingers rolle har traditionelt været at fungere som en demokratisk foranstaltning, der kunne åbne døren ind til den professionelle kunstverden. Det bygger på ideen om, at alle i princippet kan udvikle sig til kunstnere – også de, der ikke er så heldige at gå på en anerkendt kunstneruddannelse.

Dernæst er udstillingerne på godt og ondt det sted, hvor det toneangivende akademiske møder det mere folkelige, og det udgrænsede. Disse møder er af stor værdi, fordi det tvinger smagsdommerne til at forholde sig til en række kunstneriske bud og formater, som de næppe ellers ville skænke en tanke.

De fungerer også som et vidensbyrd om, hvad der rører sig rundt omkring på landets kunstskoler og private værksteder. Når det fungerer optimalt, bliver vi gjort opmærksomme på noget, som vi har glemt - noget som var væsentligt og som her igen gør sig synligt og betydningsfuldt. På den facon er de censurerede udstillinger også med til at sætte andre dagsordener end den herskende.

Et eksempel kunne være, at mens kunstakademierne siden 1990'erne har afskaffet alle de klassiske formater, smidt trykpresserne ud og nedlagdt malersalene, så blev de censurerede udstillinger stille og roligt ved med at vise maleri og grafik. Det irriterede den kunstneriske elite, som følte sig højt hævet over den slags bagstræberi. Nu er maleriet, det grafiske tryk og det analoge fotografi tilbage på akademierne med fornyet kraft - ved siden af og i øjenhøjde og aktiv dialog med de mere konceptuelle udtryk.

Selv om de censurerede udstillinger ofte læner sig op af de mere klassiske traditioner, repræsenterer de samtidig en ret stor bredde, hvor mange forskellige udtryk og praksisformer eksisterer ved siden af hinanden. Det er en fordel, synes jeg. Og det burde udstillingerne blive bedre til at udnytte og formidle som et særkende og dermed en særlig værdi.

Publikum oplever ofte udstillingernes overflod og mangfoldighed som meget inspirerende. Det er væsentligt, også i lyset af, at alle de mennesker, som i deres fritid beflitter sig med kunstneriske udskejelser på landets mange kursustilbud, også er nogle af de mest trofaste kunstpublikummer.

3. Udvælgelsen – Censurens etik

Du har talt om, at der i censorernes bedømmelse bør være et "rent øjeblik" før man farver blikket af sine normer og præferencer. Kan du uddybe det?

Trine Rytter Andersen: Når jeg taler om, at det er nødvendigt at se et værk med et 'rent blik', udtrykker jeg et ideal om altid at give værket en chance for at meddele sig på egne præmisser ved første øjekast. Vi er så farvede af automatiske reaktionsmønstre, overbevisninger og fordomme. Og i censorrollen bør man være sig dette meget bevidst. Er man det, er det muligt at træde lidt tilbage rent mentalt for at give billedet lidt mere tid til at virke emotionelt, inden man slår hjernen til og fælder dommen. Dernæst er det vigtigt at være i stand til at lytte til kollegerne i de efterfølgende diskussioner om et givent værk. Her handler det for mig, ikke om at få ret, men om i fællesskabet at blive klogere på, hvad værket har på hjerte.

Jeg tænker, at det reneste øjeblik ikke altid er det første blik på værket. At man ofte vil have sine fordomme og kategorier med sig i det første blik, men at man kan tage sig selv i denne automatreaktion og skrælle fordommene delvist væk i en anstrengelse for at give værket en chance på dets egne præmisser. Og her kan fordomme vel at mærke både være positive og negative. Og at de andre censores kommentarer kan skyde ind og opløse nogle af ens egne fordomme. Er det ikke en mulighed?

Jo absolut, og det er derfor, at når censureringen fungerer bedst, så er det samtidig en opkvalificerende dialog mellem censorerne.

Som tidligere censor er det min erfaring, at diskussionerne kan flytte meget. At nogen virkelig kan gå i brechen for et værk, hvis de føler meget for det og ad den vej åbne de andres øjne for det. Det omvendte kan naturligvis også ske - at en censors umiddelbare begejstring trækkes ned, når de andre påpeger svaghederne i værket. Det kunne være interessant at undersøge den komplekse gruppedynamik, der gør sig gældende. Har du nogen iagttagelser af det?

Censorrollen kræver en faglig og personlig modenhed - den har sågar en etisk dimension, mener jeg. Både lysten og evnen til at indgå i en kollegial diskussion er afgørende for en god proces. Man skal kunne lytte, se og tilsidesætte sit eget ego for at lade værkerne og gruppen komme til orde på den mest frugtbare facon. Det er helt centralt, at man kan mærke og se, hvad der foregår rundt omkring én. Har man ikke de evner, kan der let opstå magtkampe og uhensigtsmæssige spilfægterier, som ikke gavner situationen eller kunsten. I værste fald kan nogen overtage styringen, hvorefter gruppen retter ind til fordel for et bestemt kunstsyn, som udelukker alt andet.

Selv har jeg været vidne til både den splittende og den samarbejdende position. Som censor på Nordkraftudstillingen oplevede jeg en fin og ligeværdig faglig dialog og en udtalt solidaritet med udstillingens præmis og koncept.

Der er omvendt nogle, som mener at udstillingerne er noget bras, og de vil forsøge at bruge deres censorstemme til at give udstillingen et tiltrængt 'los i røven' og forsøge at sætte deres egen dagsorden.

Hvad betyder anonymiteten for, hvilket blik man har på værkerne og hvilke værker der udvælges?

Anonymiteten har både fordele og ulemper. Blandt fordelene er, at censor ikke kan diskvalificere et værk pga sin viden om afsenderens køn og navn. Anonymiteten giver værket en chance for i udgangspunktet at tale for sig selv. På den baggrund er der nogle værker der lyser klarere og dermed bemægtiger sig rummet i censursituationen.

Omvendt er der også vanskeligheder: For eksempel kan et værk virke cool, stærkt og fint, hvis det er lavet af et ungt menneske med en ungdommelig tilgang og erfaringsramme. Er det samme værk derimod lavet af en halvgammel person, med et levet liv bag sig, virker det umodent og ureflekteret.

Et kuleskørt værk lavet af en midaldrende person kan afsløre en grundlæggende mangel på viden om kunsten. Står man som censor overfor sådan et værk, ville man sommetider ønske, at man vidste hvem afsenderen var. Nogle gange kommer tvivlen afsenderen til gode, andre gange ikke.

Værker med seksuelt indhold udgør et særligt problem: Her kan du som censor komme i tvivl om hensigten og indholdet, og så er det tit et problem, at du ikke kender afsenders køn, fordi det har stor betydning for forståelsen af værket. Den type værke ryger ofte ud, fordi de netop er så vanskelige at afkode. Nogle gange kan man som censor i mødet med sådanne billeder ligefrem have en ubehagelig følelse af at se ind i en krænkers univers – helt uden at afsenderen har villet det – og det er naturligvis det mest rystende.

4. Debatten – modstand og medvind

Oplever du, at de censurerede udstillinger mangler opbakning - både i dansk kunstliv generelt og mere specifikt fra kunsthallerne?

Fra kunsthallernes side fornemmer jeg en ambivalens. Udstillingerne passer ikke ind i de overordnede præmisser for kuraterede programmer, som hersker på disse steder. Derfor lever de censurerede udstillinger lidt på tålt ophold i kunsthallerne, og man diskuterer, om de stadig er relevante. Det gælder vist både i København, Aarhus og i Aalborg.

Jeg ved, at kunstnerisk leder Henrik Broch Lips i forbindelse med Nordkraftudstillingen sidste år i Kunsthal Nord gav udtryk for en frustration over de censurrede udstillinger, som han ønskede at tage op i Foreningen for Danske Kunsthaller. Hans synspunkt vil sikkert vække genklang, da kunstnerisk leder i Kunsthal Aarhus Joasia Ksyra har udtrykt at hun ikke finder KP interessant overhovedet og betragter dens berettigelse som udlevet.

Men i bredere kredse er der altså en stor respekt om censurerede udstillinger. De repræsenterer en tradition, som mange nulevende, kunstinteresserede mennesker har fulgt gennem mange år. Udstillingerne er noget tilbagevendende, som de glæder sig til år efter år.

Alle kunstskoler (med undtagelse af de tre statsanerkendte akademier) bakker op omkring de censurerede udstillinger, da de er et gode for netop deres elevgrupper. Da de også (modsat akademierne) uddanner mennesker, som er midt i livet og som har andre uddannelser før den kunsteriske, er det selvsagt kun gennem pointindsamling at sent uddannede kunstnere kan få adgang til faget. Mange kunstfaglige overser at nyuddannede er begyndere i faget, om de så er 30 eller 60, når de dimitterer.

Myten om, at du skal være ung for at have tid nok til at etablere dig som kunstner efter endt uddannelse, lever lykkeligt i Danmark, på trods af at vi har nogle af verdens ældste og mest aktive seniorborgere. Der er også en udbredt modvilje blandt 'de professionelle' overfor midaldrende kvinder, som midt i livet vil lave kunst – den modvilje får også luft i kritikken af de censurerede udstillinger. Men se fx på en kunstner som Louise Bourgeois, der fik sit gennembrud som 70-årig med sin deltagelse på Venedig Biennalen – hun er i dag et forbillede for alle kvindelige 'late bloomers' i kunstens verden.

I virkeligheden burde også de akademiuddannede kunstnere gå helhjertet ind for både de mange kunstskoler og de censurerede udstillinger, fordi de i den grad er med til at skaffe dem bierhverv som undervisere, censorer mm. Det er et udtryk for stor dobbeltmoral at sidde oppe på piedestalen og rynke på næsen af det. Med mindre selvfølgelig, de ikke har fået tilbudt jobbene og derfor har det mere som ræven med rønnebærene.

Nogle mener at unge kunstnere i dag har langt flere muligheder end de havde førhen, og at de censurerede udstillinger derfor har mistet deres relevans som karrierekickstartere. Hvad mener du om det?

Jeg mener at det er både rigtigt og forkert. På akademierne lærer du at tackle din situation på mange forskellige måder og niveauer. Det har taget meget lang tid at nå derhen, og eleverne har i årevis skreget på mere håndgribelig viden om, hvad det vil sige rent praktisk at drive sin egen lille enmandsvirksomhed. Akademierne kom langsomt og efterslæbende på banen, og nu ser det ud, som om vi er ved at være der. Men den samme viden er altså ikke tilgængelig for en lang række kunstnere, som ikke er uddannede på akademierne.

Det gode er, at mange unge mennesker er meget mere nysgerrige overfor alternative strategier, når det handler om at finde vej og gøre sig synlig som kunstner eller kreativ iværksætter. Det er virkelig en glæde, når du som fremadstormende kunstneraspirant kan gå uden om nogle af alle de bedømmelser, som faget er så smækfyldt af . Og tro mig, ingen bliver med årene, gladere for at skrive ansøgninger og for at lade sig censurere.

Hvis jeg lige skal afrunde dette svar med fokus på de censurerede udstillinger, så er sandheden, at hvis du er der med de rigtige værker på det rigtige tidspunkt, så er også denne type udstillinger stadig et springbræt for din karriere. Jeg er fortaler for et både-og.


Trine Rytter Andersens tips til kunstnere, der overvejer at sende materiale ind

Indsend noget, som hænger godt sammen og vis at du selv er i stand til at vælge blandt dine værker.

Hvis du fotograferer skulpturer, så installér dem så optimalt som overhovedet muligt, og sørg for at der indgår en ting i billedet, som indikerer deres størelse. Hvis du fx skal vise et lille objekt, så læg en tændstik eller en tændstikæske ved siden af det. Eller hvis du har lavet en stor skulptur, så vis den med et menneske ved siden af.

Sørg for at de billeder du indsender af farveværker er så naturtro som overhovedet muligt. Hvis farven er meget vigtig, så nævn det i beskrivelsen.

Har et værk en særlig stoflighed, så tag et nærbillede, som viser det tydeligt.

Laver du installation, så sæt den op et sted, hvor den præsenterer sig godt og tag en række gode billeder af den, som viser delelementer og gør rede for rummet, som den inddrager. Det samme gælder for ting, der installeres udendørs

Laver du kostumer og performance så film dem og vis, hvad du vil med dem. Hvad? Hvordan? Hvor? Og med hvem?

Tænk alle aspekter vedrørende dit værk, dets karakter, titel, materialer og visning igennem grundigt og redegør for det. Jo mere du har forberedt dig, des tydeligere formidler du dig selv og dit værk.

Hvis du er i tvivl, så spørg en erfaren kunstner til råds og indsend så det, som mindst ligner noget, en anden kunstner allerede gør bedre end dig.

Kan du kun tage dig sammen til at lave kunst op til en censureret udstilling?
Bliver du fuldkommen knust, når du får et afslag?
Laver du kunst for at få ros og anerkendelse?
Så er det op ad bakke, for du har valgt en af de allersværeste og ensomste beskæftigelser.
Overvej grundigt om du overhovedet skal gå denne vej.



Trine Rytter Andersen er kurator, formidler, projektleder, underviser og kunstner. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1999, og var i årene 1999-2006 en del af kunstnertrioen 'artillery' sammen med Grete Ågård og Tina Lynge. I dag er hun bl.a. projektleder for 'Projekt Art Writing' i Aarhus og skribent på kunsten.nu Hun har en stor erfaring med censurerede udstillinger, først som kunstner, så som assistent og siden som censor og moderator.

Torben Sangild er selvstændig freelancer, ph.d. Efter en årrække som ansat på universitetet (Moderne Kultur) med forskning og undervisning tog han skridtet i 2013 og blev selvstændig efter en sideløbede karriere som freelancer. Han er skribent, forfatter, anmelder, radiovært, underviser, konsulent, standup-formidler og meget andet. I forhold til billedkunst er han anmelder på Politiken og har en månedlig klumme på kunsten.nu Han sad selv i censorpanelet for Kunstnernes Efterårsudstilling 2014.