KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Censorpanelet ved KE21

Kim Richard Adler Mejdahl
Anna Bak
Jeuno JE Kim
Hugo Hopping
Malene Landgreen



Foto:Kim Richard Adler Mejdahl
Foto:Kim Richard Adler Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl (f. 1990) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Kunstakademi, hvorfra han tog afgang i 2019. I sine værker tager Kim ofte udgangspunkt i sine egne oplevelser og blander de personlige fortællinger med okkulte ritualer. Senest har han deltaget i tv-programmet “Kunstnerkolonien på Bornholm”, der blev vist på DR over sommeren.
Kim har udstillet på blandt andet Overgaden, Kunsthal Charlottenborg og OK Corral og vist sine videoværker på Seoul International New Media Festival (KR), VOID Animation International Film Festival (DK), Flat Earth Film Festival (IS) m.fl. Kim udgiver desuden elektronisk musik under aliasset Kim Kim, hvormed han sideløbende skaber musikalske albumudgivelser og audiovisuelle koncerter.



Foto: Tereza Gonsiorova
Foto: Tereza Gonsiorova

Anna Bak

Anna Bak (f. 1985) arbejder i forskellige medier, primært med installation, tekstil-collage og skulptur. Hun er bl.a. uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Montana State University i USA, og i 2020 færdiggjorde hun sin master i kuratoriske studier ved Aarhus Universitet.
Gennem sit virke som billedkunstner, udforsker Anna menneskets og kunstnerens konfliktfyldte eller ambivalente møder med naturen. Hendes værker rummer ofte en eksistentiel melankoli og ensomhed, ofte portrætteret som en postindustriel modløshed eller fortvivlelse over tabt harmoni med naturen. Anna Bak har bl.a. udstillet på GL Strand, Kunsthal NORD og Overgaden, og som kurator har hun i perioden 2016-2020 haft ansvar for programmet på Huset for Kunst og Design i Holstebro. Anna Bak er repræsenteret af Marie Kirkegaard Gallery i København.



Foto: Anna Bokström.
Foto: Anna Bokström.

Juno Je Kim

Jeuno JE Kim (f. 1977) er født i Sydkorea og baseret i Malmø, Sverige. Hun er uddannet i billedkunst fra Oberlin College og University of Illinois og har desuden en kandidatgrad i teologi fra Harvard University.
Med en baggrund i feministisk teori, musik og radio fokuserer Jeuno JE Kims praksis og kunstneriske forskning på performance, video, lyd og tekst. Hendes interesse har en tværfaglig ramme, der blander forskellige metoder og kulturelle kanoner. Hendes arbejde er påvirket af den sociale transformation i Korea og de presserende politiske, sociologiske og kulturelle spørgsmål, der gennemsyrer denne virkelighed, såsom oversættelse, nationalisme, identitetskonstruktion og historieskrivning. Jeuno JE Kims arbejde er blevet vist på forskellige filmfestivaler og udstillinger; Berlinale’s kortfilmskonkurrence, Sarajevo Film Festival, Malmø Kunstmuseum, Busan Biennale m.fl.



Foto: Christopher Sand-Iversen
Foto: Christopher Sand-Iversen

Hugo Hopping

Hugo Hopping (f. 1974) er amerikansk kunstner, forfatter og kurator fra Los Angeles med base i København. Han er uddannet fra Fine Arts Department ved California Institute of the Arts (CalArts, 2005).
Som kunstner har Hugo hovedsageligt arbejdet med konceptuel kunst, æstetisk/designundervisning og kulturel produktion i fællesskaber. I 2010 grundlagde han sammen med den danske arkitekt og byplanlægger, Johanna Ferrer Guldager, The Winter Office med henblik på at arbejde tværfagligt med kunst, arkitektur og design. I 2015 var han sammen med Iben Bach Elmstrøm og Christopher Sand-Iversen, med til at starte SixtyEight Art Institute i København, som er en kunstorganisation med fokus på videnstunge udstillingsprojekter. Derudover er han medstifter af forlaget Really Simple Syndication Press (RSS Press).



Foto: Christina Papariello Nielsen
Foto: Christina Papariello Nielsen

Malene Landgreen

Malene Landgreens arbejde er formet af konkret maleri, og med tiden er det udvidede maleri blevet et tilbagevendende tema i hendes arbejde. Med sin markante farvepalet har Malene bevæget sig langt ud over den traditionelle maleriramme: Farver, former, linjer og mønstre er sat sammen i omhyggeligt afstemte sammensætninger af farveforhold, som typisk har geometrien som udgangspunkt, men også flygtige gestusser af lyriske, organiske og materielle udtryk forekommer i hendes værker, som en integreret del af hendes visuelle ordforråd.
Malene Landgreen har bl.a. udstillet på Rønnesbækholm, GL Strand, ARoS og Esbjerg Kunstmuseum, og hendes værker findes i samlinger som Statens Museum for Kunst, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. I 2010 fik Malene tildelt statens livslange hædersydelse, som er en af landets mest prestigefyldte udmærkninger for kunstnere.